Stor blomsterbindingsworkshop, et stærkt fagligt program på to scener og ”pakketure” er blandt tilbuddene på fagmessen for kirken i Fredericia

Den 26. september 2019 kan MESSE C i Fredericia for fjerde gang åbne dørene til Kirkens Forum - Danmarks fagmesse for kirken. På Kirkens Forum mødes producenter, leverandører og organisationer med tilknytning til kirkeområdet med de besøgende menighedsrådsmedlemmer, præster, provster, ansatte i stifterne og provstierne samt alle ansatte i kirken (kordegne, organister, sognemedhjælpere, gravere, kirketjenere og kirkegårdspersonalet).

Blandt de mange aktiviteter på 2019-udgaven bliver en stor workshop i blomsterbinding, som Jordbrugets UddannelsesCenter står for. Underviser Karin Bøgh Andersen, som er en af landets førende blomsterkunstnere, leder workshoppen, som præsenterer mange spændende materialer og teknikker.

Man kan vælge mellem et eller flere ”spor”.

Alle deltagerne får – ud over ny inspiration – deres egen blomsterkreation med hjem.

Nærmere info om temaer, priser mm. følger snarest.

Udstillerne har ordet
Kirkens Forum rummer også mange andre aktiviteter, bl.a. DM i Grandækning.

På messens to scener kan de besøgende se flere end 20 oplæg over de to dage. Den ene scene har fokus på udstillerne, som her kan fortælle om nyheder, præsentere produkter, løsninger eller nye tendenser eller ”bare” bidrage med inspiration, tips og ideer inden for deres felt.

I øvrigt benytter flere kirker fagmessen i Fredericia til at skabe en hyggelig og interessant ”udflugtsdag” for ansatte og/eller medlemmer af menighedsrådet. MESSE C har således lavet et pakketilbud med messebesøg og forplejning.